Nyheder
| 8. oktober 2021

Borgmester og formand: Hornsyld Klimavarme tager første spadestik

Projektet om at bringe fjernvarmen til området omkring Hornsyld er for alvor i gang. Med deltagelse af bestyrelsen og borgmesteren markerer det nye værk den officielle åbning af Hornsyld Klimavarme.

Onsdag den 6. oktober kl. 8.00 blev det første fjernvarme-spadestik taget på Hornsyld Industrivej nummer 11, hvor den fremtidige varmecentral bliver placeret. Et spadestik, der officielt markerer, at arbejdet med at udbrede fjernvarmen til Hornsyld og omegn er begyndt. Allerede i eftermiddag tager entreprenøren de første jordbundsprøver i området ved Skovparken i Hornsyld.

Bestyrelsesformanden og borgmesteren med spaden i hånden. Nu er varmeprojektet for alvor i gang.

”Vi har glædet os meget til den officielle åbning af Hornsyld Klimavarme. Åbningen signalerer, at nu går vi i gang, og at borgerne kan forvente at se rør, gravemaskiner og arbejdere i gadebilledet. Vi vil selvfølgelig gøre alt for at gennemføre projektet med så få gener som muligt. Derfor starter vi med at etablere de mindre lokale forsyningsnet i byen,” siger Rasmus Ole Hansen, der er formand for bestyrelsen i Hornsyld Klimavarme.

Fjernvarme til alle

Gravearbejdet betyder helt konkret, at byen fra nu af og indtil udgangen af 2022 vil få etableret et forsyningsnet, som skal sikre fjernvarme til alle borgere i området.

”Nu er det første spadestik til fjernvarmen taget. Sideløbende med det er vi i gang med at fremstille den varmepumpe, der ved brug af overskudsvarme fra industrien skal levere varmen ud til borgerne,” siger Rasmus Ole Hansen og forklarer, at gravearbejdet i første omgang kommer til at foregå omkring Skovparken fra oktober til december 2021.

Til at tage første spadestik var også borgmesteren Kasper Glyngø.

”Det er spændende at følge et projekt som det her med Hornsyld Klimavarme, som er groet nedefra. Vi er på kig efter gode projekter, og vi skal som kommune gribe bolden. Men hvis det skal fungere, skal vi ikke trække det. Der skal være ejerskab og commitment, som der har været her. Og vi håber, at et projekt som Hornsyld Klimavarme kan være med til at inspirere andre grønne initiativer,” siger Kasper Glyngø i forbindelse med det første spadestik.

Bestyrelsen sammen med borgmesteren, som håber, at Hornsyld Klimavarme kan inspirere andre grønne initiativer.

Hvad er planen?

De seneste par uger har beboerne i Skovparken haft besøg af en energirådgiver. Borgerne er blevet introduceret til, hvordan etableringen af fjernvarmen kommer til at forløbe, og hvad der skal ske på den enkelte matrikel.

”I efterårsferien åbner den byggeplads, der frem mod jul skal forsyne Skovparken med rør og andre byggematerialer. Når det er på plads, begynder gravearbejdet på de forskellige veje,” slutter Rasmus Ole Hansen.

Gravearbejdet omkring Skovparken forventes at blive afsluttet frem mod juletid.

Hurtige facts

  • Hornsyld Klimavarme startede ud fra en vision om at forsyne hele Hornsyld med overskudsvarme fra industrien.
  • Den officielle åbning af Hornsyld Klimavarme blev afholdt onsdag den 6. oktober 2021 kl. 8.
  • Borgmester Kasper Glyngø og bestyrelsen for Hornsyld Klimavarme deltog i åbningen.
  • Åbningen markerer, at fjernvarmen endelig er kommet til Hornsyld til gavn for borgerne, erhverv og industri.

40/51

Ønsker du mere information, eller vil du tilslutte dig?

reCAPTCHA is required.