Nyheder
| 7. december 2023

VVS’er og IT-supporter Mads styrer værket

Den 1. juni 2023 startede Mads Ross Fynbo Sørensen som varmemester hos Hornsyld Klimavarme. Mads er både er uddannet VVS’er og IT-supporter, og har med den kombination et godt blik for maskineriet på værket.

Mads tjekker dagligt, at værket kører som det skal, holde øje med alarmer, styrer vagttelefonen og skal også køre ud til forbrugerne, når der opstår problemer. Hornsyld Klimavarme er et lille værk, så han dækker et alsidigt spekter af opgaver.

Her kan du møde Mads, lære ham at kende og høre om hans arbejde med at holde varmeforsyningen i Hornsyld kørende.

Kan du fortælle lidt om dig selv?

Jeg er 28 år og bor i et parcelhus i Hornsyld sammen med min kone Sara og vores to piger på henholdsvis 3 år og 4 måneder. Jeg har boet i Hornsyld det meste af mit liv, og er tæt på at være nabo til fjernvarmeværket. Egentlig burde jeg cykle eller gå på arbejde. Det ville kun tage 5-10 minutter. Men jeg tager som regel bilen, så jeg kan have værktøj med. 

Jeg er selvstændig IT-supporter ved siden af jobbet som varmemester. Stillingen ved Hornsyld Klimavarme er på 20 timer, så der er fin tid til også at drive min egen virksomhed. Der er meget at se til med to små børn, hus og job, så udover at bakse med IT, laver jeg ikke det store i fritiden.

Hvad er din baggrund?

Jeg er uddannet VVS’er i 2016. Min far har haft en VVS-forretning i byen, og næsten alle mænd i min familie er VVS’ere. Det er kun min storebror, der har valgt en anden vej. Og jeg er heller ikke gået den lige vej. For jeg gennemførte VVS-uddannelsen, men vidste inden svendeprøven, at jeg ikke ville ud at arbejde som traditionel VVS-mand.

Som færdiguddannet startede jeg med det samme på IT-supporter uddannelsen ved Syddansk Erhvervsskole i Vejle. Og jeg blev færdig i 2019. Derefter var jeg ansat et stykke tid i IT-afdelingen i Horsens Kommune, hvor jeg også har været elev.

Hvordan blev du varmemester?

Jobbet som varmemester dukkede op, mens jeg ledte efter et nyt job. Det gav rigtig god mening at søge det, fordi jeg så kunne kombinerer min viden om VVS med min indsigt i IT. Og så gav det mulighed for, at jeg kunne starte mit eget firma ved siden af. Jeg kan godt lide at arbejde for mig selv, så det er en god løsning for mig.

Selve fjernvarmeområdet kendte jeg ikke særlig meget til i forvejen. Så det er nyt for mig. Men jeg har en grundforståelse som VVS-uddannet. Det havde ikke været lige så nemt at tage varmemester-tjansen uden min viden inden for det område.

Hvordan ser din arbejdsdag på værket ud?

Min dag starter med, at jeg kører ned på fjernvarmeværket klokken 8. Så tjekker jeg, at maskineriet kører, og at der ser pænt og ordentligt ud. Mine timer ligger fra 8 til 12 hver dag. Men jeg er ikke på værket hele tiden. Jeg er også med til bestyrelsesmøder og møder i koordinationsforaer og driftsforaer i Hedensted Kommune. Og så er jeg løbende i kontakt med &Green Project, som har været med til at starte hele projektet op. Aleksander Caspersen, der er projektleder, har vist mig, hvordan det hele fungerer.

&Green Project er stadig ind over. Men jeg kommer til at overtage det hele. Jeg skal også køre ud til forbrugerne, hvis de mangler varmt vand eller oplever andre problemer. Og på længere sigt skal jeg lave servicetjek på anlæggene. Det er også mig, der har vagttelefonen. Den er åben for henvendelser mellem 8 og 16, og ved akutte problemer kan man ringe på nummeret uden for det tidsrum. Så jeg er på vagt døgnet rundt. Det er jeg også, hvis der skulle opstå problemer på værket. Så får jeg en alarm og tager derned med det samme.

Det er en stor fordel, at jeg bor i byen, for jeg kan lynhurtigt reagere, hvis der sker noget.

Hvad er det bedste ved jobbet som varmemester?

Det er virkelig spændende at være med til at starte værket op fra bunden. Det er kun &Green Project, der har haft fingrene i det hele før mig. Så at komme ind og lære det hele at kende, har været en god udfordring.

Der bliver kigget lidt på vores model med overskudsvarme andre steder fra. Det er fedt, at vi kan noget andet her, og at vi i fællesskab har skaffet fjernvarme til Hornsyld. Jeg snakker med de andre fjernvarmeværker i kommunen. Hornsyld er et lille anlæg, så jeg lærer meget af, hvordan de andre værker gør og har bygget det hele op. 

Lige nu er det hele meget nyt og opgaverne varierer hele tiden. Med tiden bliver det nok mere rutinepræget. Men jeg er virkelig glad for at have været med fra begyndelsen.

Hvis du mangler varmt vand eller har andre problemer, der kræver hjælp fra varmemesteren, kan du ringe til Mads på vagttelefonens nummer 2482 0027 mellem 8 og 16.

7/51

Ønsker du mere information, eller vil du tilslutte dig?

reCAPTCHA is required.